Siden Sidst 1 / 91
Så kom der endnu et nyt nummer af "SÆRTOGET" på gaden, denne gang med en ny redaktør. Som i sikkert husker, så var der et stillingsopslag som redaktør af "SÆRTOGET" i sidste nummer. Der var ingen ansøgere ved redaktionens start. så meldte det store spørgsmål sig. Hvad så med bladet, skulle de lide den så kendte bladdød eller hvad. En lidt kedelig situation for klubben.
Dette syntes undertegnede ikke, vi kunne leve med. Man bør have et klubblad, hvor medlemmerne kan blive informeret, og hvor dem som ikke har mulighed for at komme så tit kan følge med i, hvad der foregår. Men pludselig kom der en reaktion fra Michael Neergaard. Efter længere tids overvejelser fik han blod på tanden og slog til. Michael har erfaring fra et tidligere job som redaktør på et spejderblad, så jobbet er derfor ikke ukendt for Michael. Bestyrelsen ønsker Michael tillykke med udnævnelsen som redaktør; jeg har lover Michael at hjælpe til med det praktiske arbejde de næste par numre - dette skal dog ikke afholde andre fra at give en hånd med.
Hvordan skal vores blad så være??
Redaktøren har tænkt sig nogle faste artikler i bladet, blandt andet "siden sidst" fra formanden. Her vil blive skrevet om alt, hvad der rører sig på anlægget og i klublokalet og alt i forbindelse med nye medlemmer, ændringer af bestyrelse og andre tillidsposter.
Ellers er det formålet at medlemmerne - aktive så vel som passive - kan komme med artikler om fiduser vedr. landskabsbygning og om bygning af modeller, det være sig rullende materiel samt bygning af huse osv. Så fat pennen og skriv et par linier om netop din metode/fidus, på den måde er du med til at dygtiggøre dine "kolleger".
Hvad er der så sket? Vi har fået to nye medlemmer, som vi alle ønsker velkommen her i vores rækker. Den første er Søren Christoffersen, der bor på Stevns. Det er flot, at vi kan trække medlemmer så langt fra. Den anden er Bent Bergmann Hansen fra Næstved.
Endvidere er godkendelsesudvalget blevet reduceret med en mand; det er undertegnede, der har valgt at trække sig på grund af tidsmangel, og for at kunne koncentrere kræfterne på jobbet som formand som har vist sig at være mere krævende end først antaget. Godkendelsesudvalget består nu af Dan Rasmussen og Steffen Dresler, så ekspertise mangler der ikke i udvalget, som har holdt møde og planlagt godkendelse af klubbens materiel.
Klublokalet:
I hyggerummet er der blevet flyttet om på kupeerne, så vi nu har en stor fælles kupe. Det er jo rart, at man ser dem, man snakker med. Flemming Meisner har skænket klubben et farve-TV, som har nogle små defekter, men de forsøges udbedret.
Anlægget:
Skælskør: Der er blevet arbejdet kraftigt på sportavlen og sikringsanlægget, alle sporskifter fungerer nu, og der er sat et fremskudt signal op for indkørselssignalet, nede ved foden af klinten. Henrik Struve er gået i gang med at bygge stationsbygningen, og det foreløbige resultat ser lovende ud
På Klinten er der kommet træer og buske, og man må sige, at det var prikken over i'et. Der er ligeledes kommet træer og buske på skrænten mod det kommende militære område, og helt nede ved skræntens fod mod sporte er den sidste ballast blevet lagt.
På toppen af klinten at et nydeligt lille hotel (ex posthus) dukket op, det er indtil videre på prøve.
Høng og strækningen mod Næstved: I Høng by er der kommet træer op mellem selve byen og en del af den strækning (Høng - Næstved), der går bag ved selve byen. Vandtårnet har fået en værdig nabo, et fint lille parcelhus af murermestertypen; rundt om huset er en flot og velfriseret have (ejeren kan ikke være modeljernbane-entusiast). Volden der løber langs med sporet bag byen har fået buske og træer, og i åen mellem Høng banedæmringen er et hyggeligt miljø opstået, og der er kommet "vand" i åen og vegetation på bredderne. For enden af åen løber vandet ind i et betonrør og forsvinder hen i det uvisse.
Vordingborg: Her skrider det virkeligt fremad, de to ramper til hovedsporene er færdige og sporet er prøvelagt. Man har tegnet det øvrige sporforløb op, hvoraf en del allerede er prøvelagt. Som noget nyt i NMJK er spor 2 lagt med betonsveller.
Når man forlader Vordingborg station og kører mod Padborg ryger man i afgrunden. Det vil sige, at vi ikke er nået længere med anlægspladen end til enden af Vordingborg station, men selv på dette sker der noget. det er Claus Riber, der er gået i gang med Suså broen, og vi der var i klubben den dag Claus var nede i NMJK og vise sagerne frem, er nok enige om, at den bro virkelig vil leve op til NMJK's standard. Det var en flot bro Claus havde med, og selv om broen ikke var helt færdig, var det virkelig guf; kom selv og se den, når den er færdig. Claus satser på at indvie broen ved NMJK's 10 års fødselsdag, og det må jo siges at være en passende lejlighed, da broen fylder 100 år omkring samme tid.
Er du interesseret i at se broen i 1:1 er muligheden til stede, du tager bilen / cyklen / benene og tager ud til Herlufsholmskoven. Du kan parkere ved Herlufsholmhallen. Derefter går man ned til svømmehallen og helt ned til hegnet, her er en grussti op mod sporet, pas nu godt på der ikke kommer tog!! Man vover sig nu ca. 100m ud ad sporet (på grusstien langs med sporet), og her ligger broen. Endnu en gang skal man passe på, for der er langt ned, men det er risikoen værd. Det syn der møder en, er nok enestående i Danmark, en smuk bro over en smuk å midt i en skov - det eneste man mangler er et prustende damplokomotiv. Når du nu er har beset dette smukke syn og nyt den friske luft, er muligheden for en let forfriskning eller en god middag ikke langt fra. Ved siden af Herlufsholmhallen ligger Herlufsholmskovens restaurant. Her kan du også være heldig at møde et af NMJK's medlemmer, nemlig restauratør Hans Jørgen Thomsen.
Mern: På Mern skrider det langsomt fremad. Vejene er lagt, og forberedelserne til placering af bygninger er begyndt; ballasten er lagt og det lille stykke spor til forlængelse af udtrækssporet, som har været savnet ved køreplansaftener er nu blevet lagt.
Per Larsen