Siden Sidst 1 / 94
Ja hvor skal man begynde. Der foregår jo hele tiden noget i vor klub, der bliver bygget, vi tager på udflugt, onsdag d. 1. December var vi på besøg i Albertslund modeljernbaneklub, det er altid spændende at se hvordan andre "kører" modeljernbane.
Julefrokosten blev afviklet den 14 Januar, hvor vi fik god mad med én til halsen, og som dessert risalamande, en tak til Diane for levering af desserten.
Før vi gik i gang med spisningen, afholdt vi selvsamme aften auktion over forskellige effekter d.v.s. bøger om jernbaner i model og 1:1, samt lokomotiver, vogne og andet materiel af forskellige herkomst.
Vedr. anlægget. Skælskør er det gået stærkt med på det sidste, der er virkelig sket noget, så inden ret længe kan vi modtage de første kuttere og fragtskibe i vore to havnebassiner, ja vi er nok nødt til at afholde en havneindvielse, ikke?
Så fra mig skal der lyde er stor tak, til alle dem der har været involveret i arbejdet med Skælskør området, der være sig, militærlejren, byområdet, med kolonnehus, hegn om industrien, sportavler og frispormærker m.v.
For øvrigt er der helt rart at se lokomotiver og vogne køre på havnebanen uden problemer, det har været en svær opgave at få lagt asfalt i mellem sporene, men til sidst lykkedes det.
Den nye strækning mellem Mern og Vordingborg er under Overbanemester F. Sørensen's ledelse nu, spormæssigt så langt fremme at vi kan køre turen: Præstø - Skibinge - Mern T - Vordingborg, og retur. Endvidere har vi fået opført vort kraft/varmeværk og gjort lidt mere ved landskabet omkring Susåbroen.
Som det sidste jeg vil nævne i denne omgang, var vor køreplansaften. iscenesat af Overtrafikinspektør R. Rohde, med kørsel i fast timedrift, "sjovt", men der gik lidt kage i der venner. Jeg tror da nok at planen er god nok, men vi trænger til at øve os, så vi må hellere fortsætte med en månedlig køreaften, ikk.
Aage Kragerup