Siden sidst

Nu er det våde efterår heldigvis udskiftet med den rigtige vinter. Det er den, der er hvid såfremt en og anden skulle være i tvivl! Det er jo rigtig modelbanevejr. Det afspejler sig klart i klubben. Aktivitetsniveauet er steget ganske alvorligt og der er atter fuld vind i sejlene. Det er jo rart når det summer af aktivitet og virkelyst.

Vi har taget fat på en del ombygninger i lokalet. Vi har fået flyttet rundt på møblementet, således at der er flere sidepladser i "kaffestuen". Vi har installeret nye reoler til vores mange bøger og blade og der er kommet mere lys, så vi nu er i stand til at se, hvad der står på disse reoler. Vi er i gang ,ed at bygge et nyt værksted, med overskabe, et andet arbejdsbord og bedre belysning. Vi har revet "tårnet" ned og har dermed fået et "torv". hvor trafikken kan krydse rundt uden at gå helt i hårknude.

Derudover er der stadig fuld gang i ombygningen af det elektriske anlæg. Jens og CO. laver et mægtigt stykke arbejde og det er lykkedes ham at lave kørestrøm på stort set hele anlægget. Dette vil i den kommende tid, blive yderligere udbygget, og i nogle tilfælde blive simplificeret. således at alle kan finde ud af betjeningen.

Vi har vedtaget, at indføre digitaldrift i klubben. Det kommer kun til at omfatte trækkraften. Den første del af dette system bliver installeret på Næstved, således at der for alle, bliver rig lejlighed til at prøvekøre, inden vi udbygger resten af anlægget. Der stadig mulighed for at køre analogt, dvs. på gammeldags maner, parallelt med det digitale. Alt dette bygges medens vi renoverer det elektriske system og bygger nye sikringsanlæg. Der er nedsat en arbejdsgruppe som skal udarbejde det endelige projekt for digitaliseringen. Dette gøres bl.a. ved besøg i klubber som allerede har haft digitaldrift i længere tis. Der er jo ingen grund til at vi skal opfinde den dybe tallerken igen.

Vi havde på generalforsamlingen en længere diskussion om vores kontingenter. Det blev en længere snak, om det passive og aktive kontingent, stod i rimeligt forhold til hinanden. Der fremkom tanker om forhøjelse af det passive kontingent og en udligning af forskellen mellem aktive og passive medlemmer, nogle mente endvidere at vi om føje år, kun har et medlemskab, hvor alle har de samme muligheder, for at udfoldelse i klubben. Vi er jo i den situation, at vores kontingenter, ikke er steget i mange år,  og at vi har mulighed for nedsætte det aktive kontingent om få år, når de store investeringer er foretaget. Det bliv en udmærket diskussion som jeg synes vi skal fortsætte, ikke bare på generalforsamlingen, men også til dagligt. Det er jo ikke i nogens interesse, at jage nogen bort fra klubben, ligesom der ikke er meningen at vi skal have et 1.kl. / 2.kl. medlemskab, men at vi i løbet af nogle år finder frem til en løsning, som vi alle kan leve med og som kan holde i mange år fremover. Har du ideer, eller bemærkninger, vil vi i bestyrelsen, gerne høre fra dig. Der er ikke vedtaget ændringer; men vi må nok regne med at vi om nogle år, er på vej mod en ny form for medlemskab. Hvordan det så skal se ud, vides endnu ikke, måske du har et columbusæg?

Altså fuld fart frem.

Dan