Årets julegilde

 

OK - OK - jeg kom træt hjem fra arbejde - jeg skulle lige ligge en halv time på den ene side. Det blev også til en halv time også på den anden - og en time på ryggen. Da jeg omsider vågnede kom jeg i tanke om, at det var i aften, jeg skulle til julefrokost i klubben. Egentlig havde jeg ikke lyst, men jeg havde betalt, og jeg var også blevet lidt småsulten. Så op på jernhesten og afsted.

Jeg har kun været medlem af klubben et par måneder, men jeg havde hørt om klubbens legendariske julefrokost, og da de fleste er flinke og rare, ville jeg gerne med, så jeg skyndte mig afsted.

Da jeg kom ind i klubbens hyggelige opholdsrum, blev jeg svært overrasket. Et hurtigt godda’ alle sammen og glædelig jul. Man var heldigvis kun nået til silden.

Det jeg så for mine øjne, duftede i mine næsebor og hørte i mine ører, levede til fulde op til rygtet. På det festdækkede bord var anlagt en LGB-modeljernbane, hvor et tog kørte rundt med snaps i tankvognen og brød og diverse spiselige delikatesser på fladvognene. På strategiske steder på bordet var der store 5 liters-øltønder med sneøl, hvor taphanen flittigt blev brugt. Selve menuen kan læses andetsteds, men jeg vil nok mene, at denne menu kunne tilfredsstille selv de ædleste ganer, og alle disse udsøgte og velsmagende retter var, som at hensætte os i en tilstand af salighed. Havde jeg været Jonna Dwinger fra Politiken havde 5 kokkehuer ikke været nok.

                                                        

Hvis man skulle have en snaps, var det bare at bede lokomotivføreren standse, og så tappe snaps ned i glasset. Hvis man skulle have fyldt sit ølglas med øl, var det bare at holde glasset ind under hanen. På en af fladvognene var der svenske snapser. Klubben har haft besøg af en svensk klub, som havde medbragt små flasker med lokale snapser. Jamen, de blev da også drukket alle sammen. Nogle var gode andre mindre gode! Og samtidig blev retterne båret rundt og kørt ind på toget i en lind strøm.

I klubben er der også tradition for julekonkurrencer. Det står Robert for. Årets tema var “fut i filmen”, og Robert viste udklip fra 10 film med jernbaner. Jeg kan dårligt huske dem alle, men der var selvfølgelig klip fra Olsenbanden på Sporet, Chicagoekspressen og Lyntoget. Der skulle så svares på spørgsmål i forbindelse med filmen. Jeg fik kun 6 rigtige ud af 10, men der var vist kun en der kunne svare på alle 10. De dygtigste blev belønnet med flotte præmier, og vi andre fik også. Robert har også fremstillet et billedlotteri kun med jernbanemotiver. Der var 6 motiver på hver plade, så det var bare at lægge på. Når ens billede blev råbt op. Det var også Robert, der råbte op. Men hver gang jeg kiggede på ham, var han enten i færd med at hive sine bukser op, eller ved at tabe dem - altså bukserne. Det så vældig sjovt ud, og jeg gad vide, om han bare gør det for at være morsom - eller pinlig. I et billedlotteri er alle lige heldige, så det var bare at vente på sine “billeder”. Mange af billeder krævede lidt omtale, og vi blev da lidt klogere hen ad vejen. Jeg har bare glemt det hele igen. Undtagen, at Robert blev ved med at tabe sine bukser. Men der blev hurtigt råbt “pladen fuld”, og præmierne uddelt. De fleste af præmierne var leveret fra den lokale chokoladefabrik, så alle fik en præmie - stor eller meget stor - med hjem.

Det var nu blevet plads til kaffen og cognacen. Men der var nu ingen der havde lyst til cognac, så Svend tog den med hjem igen, for som han sagde, så er den mere moden til næste år!

Jeg var nu godt mæt af mad, drikke, underholdning og snak, og forventede derfor ikke andet end bare at slappe lidt inden hjemturen. Men så kom sangbøgerne og Aleks’ harmonika frem. Jeg havde aldrig hørt om Lorelei, men inden natten var omme kunne jeg næsten teksten og melodien udenad. Jeg tror vi sang den mindst 10 gange den aften. Og her nogle dage efter kan jeg endnu høre koret af de smukke sangstemmer, der højtideligt sang om den smukke jomfru og skipperne på Rhinen. Vi sang også andre sange fra sangbogen, men det er altså hyggeligt at slutte en så stemningsfyldt aften på den måde.

Er det mon her man skal sige en tak til arrangørerne for en fortræffelig aften? Ja, så vil jeg gøre det! Tak for det. Men jeg har aldrig jeg har været uden for noget lignende. Denne julefrokost i klubben er simpelthen en uovertruffen oplevelse, som jeg sent vil glemme. Er sommerfrokosterne ligeså? Så kommer jeg!

Der var kun én ting, der manglede: Hvor var havenisserne?

           

 

Kim

Julefrokostmenu fra

Appenæs Kro - Dybsø Diner Service

Sild: 3 slags: marineret, kryddersild, karrysild

½ æg m/ krebs / rejer / røget laks, pyntet med mayonnaise / kaviar

frikadeller m/ rødbeder

lun leverpostej m/ bacon og champignon

Hexenfleisch, østrigsk specialitet: letsprængt / kogt, røget skank m/ stuvet hvidkål

roastbeef rullet om flødepeberrod

fersk og røget æbleflæsk

kogt landskinke m/ grønlangkål

ost: diverse skimmel / fleckoste m/ frisk frugt

brændte figner i ægte cognac m/ råcreme

snaps i diverse afarter: vodka fra Usbekistan, svenske nubber, dansk brændevin

øl med sne på i store tønder til fri aftapning

kaffe m/ cognac og Bailey.

Cognacen, hvor blev den af? Svend tog den med hjem til fortsat lagring! Vi glæder os til den til næste år.