Referat fra klubbens ordinære generalforsamling

Torsdag den 31 Oktober 2002:

 

Følgende Dagsorden:

 

1. Valg af dirigent:

Bestyrelsen havde i år peget på Jan, og det kunne han godt tilslutte sig, så Jan modtog valget.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt og udpegede Per og Karl Erik som eventuelle stemmetællere, Der blev konstateret at der var 16 stemmeberettigede til stede, hvorefter fik formanden ordet.

 

2. Formandens beretning:

I år havde formanden skrevet hele beretningen ned, og læste den direkte op, så derfor kommer den ordret med referatet:

 

 Mandag den 28 oktober 2002 blev en skelsættende dag for NMJK. Det var nemlig dagen vi har stræbt efter i flere år. Klubbens FRICHS firkantet, blev det første tog som kørte digitalt på vores anlæg. Turen gik fra Vordingborg st. til bakkerne efter Susåbroen. Turen forløb fuldt tilfredsstillende og en hurtig tilkaldt pressefotograf, forevigede begivenheden. Som formand glæder jeg mig over at det er lykkedes på denne flotte måde. Der har været en del medlemmer som har været skeptiske, men nu er det altså muligt at køre digitalt, her i efteråret. Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til alle som har lagt kræfter i projektet og sige tillykke til NMJK.

 

 Der skal udrykkes en stor ros til øvrige bestyrelsesmedlemmer og en stor tak til Peter /bibliotekar, Thomas/Niels billedarkivarer, Robert/redaktør, Søren Webmaster, osv.  Dette er ikke et udtryk for at alle andre intet laver. Tværtimod fornemmer jeg ingen modvilje mod at give en hånd eller påtage sig en opgave. Uden alles medvirken ville det være en vanskelig tjans at være i bestyrelsen.

 En speciel tak skal lyde til Jens som har ønsket at slutte sit arbejde i bestyrelsen. Vi er kede af at han ikke efter sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet har mulighed for at fortsætte det kæmpe stykke arbejde i klubben, som han igennem mange år har bidraget med. Jens har i de sidste tre – fire år brugt oceaner af tid på vores elektriske system, som vel kan betegnes som Danmarks flotteste og bedste. Det er vi stolte af og Jens kan være overordentlig tilfreds med sin indsats. Vi håber dog at han vedbliver at være medlem og at han  vil besøge os regelmæssigt.

 

 Vi arbejder nu for fuld kraft videre på installeringen af det digitale system og det ser ud til at vi ikke får de store problemer med at få det til at køre. Der har været nogle problemer med de hjemmelavede cabsstik, som har virket under en test på Helsingør bordet. Thias har dog fundet en fejl ved printet og det er nu rettet. Vi er fortrøstningsfulde og kører på med fuld kraft. I første omgang er det Vordingborg og undergrund og derefter følger så, Næstved og privatbanerne. Til slut skal det så blive strækningen til Helsingør som skal have blokdrift m.m.

 

 Vi arbejder også videre med vores lysprojekt hvor Ib og Mogens fortsætter deres utrættelige arbejde med afskærmningen. Vi forsøger at finde en fornuftig pris på færdige lyskæder, idet indkøb af  løsdele er lige så dyrt.

 

 Det har været et solidt rejseår. En del af medlemmerne deltog i en rigtig god tur til udstillingen i Dortmund i april. Her boede vi hos Torsten i en lille by nord for Dortmund. Det blev en uforglemmelig oplevelse for alle og stedet kan varmt anbefales. Der er link på vores hjemmeside. I september havde vi vores ”hvert andet årstur” til udlandet , som denne gang gik til Harzen.  Denne tur blev en også en succes takket være Jan`s flotte forarbejde. Desværre glemte flere af os i fælleskab gaven til Harzquer und Brochenbahn en modelbaneklub vi besøgte i Wernigerode. Det var meget pinligt men gaven er sendt derned efterfølgende. Det er bestyrelsens agt at fastholde denne tradition med en tur hvert andet år, en tradition som vi startede i 1992. Det var altså 10 års turen vi gjorde til Harzen. Ud over dette ved jeg at en del medlemmer er flittige besøgende når landets veteranbaner holder træf. Der er fra bestyrelsen tilslutning til, at såfremt turene har god tilslutning, gøres til officielle NMJK ture. Hvad det så kan indebære må vi i fællesskab tage stilling til.

 

 Bestyrelsen blev på sidste generalforsamling bedt om at fremsætte et forslag til ændring af medlemskaberne i NMJK, herunder evt. ændret kontingent. Bestyrelsens forslag fremsættes senere på denne generalforsamling. Bestyrelsen mener at NMJK har så meget at byde på at vi godt kunne forsvare at fremsætte forslaget. Det er vores håb at det vil blive godt modtaget og at vi fremover kun har to typer medlemskab, aktivt og støttemedlemskab.

 

 Af fremtidige tiltag vil jeg blot nævne et forslag om at afholde en ”banebørstedag” i NMJK regi. Det er her meningen at NMJK laver en slags åbent hus hvor alle interesserede/indbudte kan komme med deres byggede materiel og køre på vores anlæg. Der vil være mulighed for at sælge lidt brugt udstyr og vi vil invitere interesserede forhandlere som evt. kunne have lyst til at sælge fra ”bagsmækken”. Denne dag kunne NMJK lave kaffe og sælge sandwich/kage m.m. til rimelige priser. Det er meningen at alle kan udveksle erfaringer og ideer uden det skal koste en bondegård. Dagen skulle gerne ligge i juni måned og helst en lørdag som evt. kan afsluttes med fælles grill, måske overnatning eller andet. Vi skal undersøge mulighederne for at benytte parkeringspladsen/græsset og andre faciliteter ovenfor trappen. Hvem har lyst til deltage i en arbejdsgruppe for at afdække mulighederne.? Gruppen skal udarbejde forslag til bestyrelsen.

 

 Umiddelbart efter denne forsamling skal vi udråbe vinderne af årets byggekonkurrence. Den var pga. manglende tilslutning, ved at blive aflyst. Til slut kom så alle tilmeldingerne. Der kunne dog være flere og jeg vil benytte lejligheden til at slå et slag for byggekonkurrencen om to år. Konkurrencen fortjener fuld tilslutning. Derfor - begynd allerede nu på næste opgave.

 

 Til slut vil jeg glæde mig over den gode ånd som hersker i klubben som i al beskedenhed er Danmarks største og verdens bedste. NMJK længe leve.

 

Dan

 

Dirigenten spurgte herefter om der var nogle kommentarer til formandens beretning.


Kim spurgte om det i forbindelse med digitaliseringen af kørestrømmen ville være muligt både at køre 2-skinne jævnstrøm og 3-skinne vekselstrøm på en del af anlægget (til glæde for Märklin-folket)
Det førte til en lidt mindre debat, men endte op med, at det nok ikke kunne lade sig gøre.


Flere spurgte også til emnet om en ”banebørstedag” og man ene des om at nedsætte et udvalg, bestående af Thomas, Niels, Ib og Olav.


Beretningen blev herefter godkendt.

 

3. Kassererens beretning:

Kassereren startede som altid med at uddele årsregnskabet, fint og overskueligt opsat på et regneark, hvor alt var i den skønneste
orden, og stemte på øre.


Det blev nævnt, at vi i årets løb havde brugt lidt mere end vi havde tjent, men da vi sidste år havde et pænt overskud gjorde det ikke noget.


Kassererens beretning blev godkendt.
 

Kassererens beretning blev godkendt.

 

4. Bestyrelsen forslag:

Bestyrelsen havde sammensat et forslag til vedtægtsændring af medlemsformerne, hvor man sammenlagde aktive og passive medlemmer til bare medlemmer.
Forslaget blev vedtaget med 15 stemmer for og en stemme imod.
Ændringen er gældende fra 1 / 1 - 2003


Et andet forslag gik ud på at holde eftermiddagsåbent første fredag i måneden.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Den endelige udformning vil bestyrelsen vedtage på førstkommende bestyrelsesmøde

 

 

5. Indkomne forslag:

Ingen forslag

 

 

6. Fastsættelse af kontingent:

Vedrørende vedtægtsændringerne, der blev vedtaget under punkt 4, fremsatte bestyrelsen et forslag om et kontingent på kr. 40,- pr
måned for medlemmer, og forsat kr. 12,- pr måned for støttemedlemmer.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
 

 

7. Valg af bestyrelse:

Formand: Dan på valg

Kasserer: Olav på valg

Medlem: Søren ikke på valg

Medlem: Frits ikke på valg

Medlem: Bjarne på valg

Alle blev genvalgt.

 

Suppleant: Jens ønskede ikke genvalg som ny suppleant havde bestyrelsen foreslået Thomas, som blev valgt.

 


8. Valg af revisor:

Revisor: Per på valg

Suppleanten Ib på valg.

Begge blev genvalgt

 
 

9. Eventuelt:

Bent: havde et ønske om en bedre filebænk; med en ordentlig skruestik (Bent kommer selv med et forslag til udformning)


Frits, Ib og Kim: havde alle ønsker om temaaftener, eg det vil blive taget op igen i det nye år.
 

Frits: ønske om et nyt byggemode, hver der bliver fremlagt en prioriteringsliste Bestyrelsen finder en dag i det nye år.
 

Thias: spurgte til en rygepolitik, af hensyn til al vores nye digitaludstyr, der er lidt følsomt over for nikotin. Det kom frem, at der faktisk er en regel om, at der kun må ryges i opholdslokalet. Bestyrelsen kigger på om der skal strammes lidt. op.
 

Dan: efterlyste om der skulle findes nogle specialister på de forskellige arbejdsområder. '
Det vil bestyrelsen også kigge på,

Robert: Gjorde lidt reklame for Særtoget, og levede at, der inden de nye numre udkom ville der blive opsat en ”smørrebrødsseddel” om indhold i næste blad.

 

Da der ikke var flere punkter, afsluttede dirigenten generalforsamlingen, og takkede for god orden.