Siden Sidst 2/02
Nu er det så blevet sommer, og vi går alle og venter på ferien, hvor oplevelserne, som skal bære os igennem vinterens trængsler, skal opleves.
Vi er jo medlemmer af en meget aktiv klub, som arbejder på såvel anlægget som på de mere sociale sider. Jeg kan nævne videoaftener, udflugter, besøg fra andre m.v. Dette er alt sammen ting, som gør det interessant at være medlem af NMJK. Vi har i foråret haft besøg af ”Brøndby-ekspressen”, som mødte med en delegation på 4 medlemmer. Det var lidt mindre, end vi havde regnet med, men vi havde bestemt en hyggelig aften og der var masser af kage til alle. Derudover har vi haft et par videoaftner (som har været omtalt i årets første nummer), ligesom vi har genoptaget vores byggemøder. Der blev afholdt et byggemøde, hvor det lykkedes at få aktiveret en del medlemmer med ting, som de ikke normalt beskæftiger sig med. Der sker nu ting og sager omkring Vordingborg, omkring digitaliseringen og omkring det elektriske på Næstved St.
En lille flok medlemmer begav sig i april til modeludstilling i Dortmund. Jeg skal hilse og sige at det bare var en på opleveren, og jeg er helt sikker på at Torsten, ejeren af ”Zum Timpen” i Ladbergen, synes det samme. Sikken et sted at overnatte og sikken en betjening vi blev udsat for. HURRA - det må gentages, og lad os bare blive nogle flere.
Senest har vi afholdt et møde hvor vi fastlagde arbejdsprogrammet for modelbaneudstillingen i Valby den sidste weekend i august. Her var det en stor glæde at konstatere, at specielt de ”unge” er parat til at give det en skalle omkring denne weekend. Det er den ånd og indstilling der gør drenge til rigtige mænd. Vi gamle vil helst tilbringe natten i vores senge og ikke på et koldt halgulv.
Med det program, som vi udarbejdede for udstillingen, er jeg helt sikker på, at vi vil kunne fremvise noget af det ypperligste som er set på en modelbaneudstilling. (Opgaverne kan ses andet sted i bladet.)
I bedes alle bemærke at bestyrelsen til generalforsamlingen til efteråret fremsætter det ventede forslag om en medlemskategori og et kontingent i NMJK. Jeg håber i vil fremkomme med evt. andre forslag eller give jeres oprigtige mening til kende, således at vi ikke skal bruge hele generalforsamlingen på at diskutere ting, som kunne have være debatteret inden. Her tænker jeg specielt på kontingentets størrelse. Det er også utroligt vigtigt, og netop fordi det er så vigtigt, at jeg må bede jer om at I alle fremkommer med jeres holdninger og meninger.
Det er mit håb, at alle I medlemmer af denne klub, sammen med jeres familier, må få nogle rigtig gode sommeroplevelser, som bliver uforglemmelige og som i sagens natur, må indeholde nogle jernbaneoplevelser.
God sommer Dan