Siden sidst

 

Velkommen tilbage fra ferie og til en ny sæson i NMJK. Den forgangne sæson var præget af stor aktivitet og arbejdslyst, krydret med et meget stort engagement.

 

Vi tager nu hul på en ny sæson og efter en velafviklet Banebørstedag og lidt afslapning, skal vi igen have sat ”dampen op”. Der vil i begyndelsen af september blive arrangeret et byggemøde hvor vi tilrettelægger årets aktiviteter på anlægget. Kom med jeres ideer og tænk lidt over hvad i gerne vil hjælpe med.

 

Allerførst afholder vi, lørdag den 21. august, vores traditionsrige sommerfrokost, som i år foregår hos Kaj i Rønnede. Betalingen for dette arrangement vil komme til at foregå til mig og min bankkonto. Nærmere om det i klubben.

 

I den første weekend i oktober drager vi så til Sverige. Det bliver garanteret også en mindeværdig tur. Udflugtsudvalget har lagt en mægtig plan som ser meget interessant ud.  Personligt vil jeg fremhæve turen til Gøteborg hvor vi skal se spor ”O” hos GMJS, vel nok det flotteste anlæg i den størrelse i Skandinavien. Samtidig skal vi besøge vores venner i Modelrallere i west, som bygger et utroligt detaljeret anlæg. Der er garanteret stof til efterfølgelse. Udover dette er der besøg og diverse historiske foredrag af redaktøren. Det er mit håb at rigtig mange deltager på denne tur og vi har denne gang både masser af sovepladser og spisepladser. Maden vil som sædvanlig blive i top.   

 

På grund af Olavs sygdom og indlæggelse, har vi lagt klubbens udgifter lidt på is. Det gør vi for ikke at skabe et alt for forvirret regnskab, som Olav efterfølgende skal til at rydde op i. Har i ønsker eller ideer som i mener bør gennemføres nu, så sig til, så ordner vi også det. Vi skylder dog Olav, ikke at gøre det hele alt for indviklet.

 

Jeg glæder mig som sædvanligt til at komme i klubben og når alle trækker på samme ”hammel” er det jo ingen sag at være formand.

 

Vel mødt.

 

Dan