Siden sidst – indlæg i Særtoget 2 - 2012

Så er foråret stærkt på vej, sneen er væk, ukrudtet trives og græsslåmaskinen skal frem fra udhuset…... Sådan skulle der have stået i forårets nummer af Særtoget, men forår blev sommer og nu er sæsonen i vores klub atter i gang i kælderen på Nygårdsvej. Jeg håber, at alle klubbens medlemmer og familier samt klubbens venner har haft en god sommer.

Særtoget er en af klubbens vigtige aktiver – der sammen med hjemmesiden viser klubben udadtil. Det er derfor også vigtigt med et godt blad der tegner klubben, giver information om aktiviteter til medlemmerne og viser nyt fra livet i klubben, til dem der ikke kommer så tit. Bladet er meget flot og redaktørens indsats har gennem de sidste 12 – 13 år været det bærende element i netop udgivelsen af Særtoget. Vi er nu nået til det punkt, hvor det er tid at stoppe op og tænke på Særtogets fremtid. Redaktøren er gået på pension fra sit civile job, der er sket omlægninger i det redaktionelle arbejde, de fleste medlemmer har nu adgang til information via internet og mange forumer på nettet debatterer livligt nyheder, jernbanestof i 1 : 1 og meget andet. I redaktionen arbejdes der i øjeblikket på hvordan fremtidens klubblad skal se ud, men der er ingen tvivl om at bladets indhold fremadrettet vil være mere klubpræget, og at information til medlemmerne vil være tilgængelig i både bladet og på internettet.

I år blev Banebørstedagen afholdt den 9. juni og årets tema var færger. Der var som tidligere år mange besøgende og i år også rigtig mange handlede der både stod inde på selve skolen og på plænen udfor cafeen. Cafeen var flyttet til lokalet lige over vores nedgang til kælderen, og det gav meget mere luft i hele udstillings- og salgsområdet.  Temaet med færger blev godt modtaget og området omkring Helsingør blev da også rost i høje toner af de besøgende.

Gennem foråret og sommeren er der blevet arbejdet flittigt på anlæg og lokale. Undergrunden (Nykøbing Falster) er således klar til gennemkørsel, der er lavet blokafsnit mellem Næstved og Helsingør, nye kampvogne er kommet til Skælskørlejren, Helsingør havn er krydret med detaljer, Faller Car system er ved at være på plads rundt om Næstved station og så er små bevægelige detaljer dukket op hist og her. Derudover har vi fået skiftet de gamle og spraglede tidsskriftkassetter i biblioteket samt malet gulvet rundt om anlægget. Et anlæg som vores kræver som bekendt også et pænt lokale. Det er alt sammen noget, der i den store sammenhæng bidrager til at vores anlæg er et af Danmarks flotteste.

Her i sensommeren / efteråret er der vigtige datoer at huske:

bulletDen 25. august 2012 afholdes der sommerfest hos Jan på Nygårdsvej 25. Se tilmelding i klubben.
bulletTorsdag den 6. september 2012 er der byggemøde i klubben kl. 19.30.
bulletDen 20. – 23. september 2012 er der klubudflugt til Rügen. Se tilmelding i klubben.

BEMÆRK AT KLUBUDFLUGTEN TIL RÜGEN ER 20. – 23. SEPTEMBER 2012

OG IKKE 27. – 30. SEPTEMBER SOM DER STÅR I SÆRTOGET.

Omkring arbejdsopgaver i klubben skal ingen tøve med at gå i gang eller evt. spørge et bestyrelsesmedlem om der er noget, som kan ordnes. Der er altid opgavelister på opslagstavlen i hyggelokalet, eller man kan møde op til byggemødet og høre om kommende projekter. For at vi ikke skal glemme småtingene i hverdagen, er der ligeledes lavet en småtingshuskeliste, som er placeret på opslagstavlen. Herpå kan skrives alle de småting, vi skal huske, og de ting som skal indkøbes. Brug listen – for så kan andre også se, hvad der mangler i klubben og muligvis hjælpe med at løse problemet.

Thomas