Siden sidst 2-2015

Når dette skrives er der omtrent en god uge til Banebørstedagen den 13. juni. I år er temaet sove – og spisevogne. Det er et emne vi ikke før har haft på tapetet, men det er ligesom de forrige års temaer et spændende kapitel i både jernbane – og modeljernbanehistorien.  Vi håber på godt vejr og mange gæster. Der har gennem året været knoklet med ombygning af anlægget, og det bliver spændende at vise nyskabelserne frem for vores gæster. I den forbindelse vil der blive lavet et par plancher som viser anlægget før og efter ombygningen.

 

Vores traditionelle sommerafslutning bliver i år mandag den 29. juni 2015, hvor vi er nået til filmen om Olsen-Banden i Jylland. Der serveres som vanligt kaffe og smørkage.

 

Den 19. september 2015 er der planlagt en endagstur til Stevns. Programmet ses andet sted i Særtoget og tilmeldingslisten er ophængt i klubben. Turen bliver kun en endagstur, idet der planlægges en forårstur i 2016 til messen i Dortmund + besøg ved Rhinen og Lorelei. Da denne tur nok bliver lidt dyrere end vanlige udlandsture, kan der således ”spares lidt op” ved at efterårsturen bliver en billigere endagstur.

 

Sæsonen fra sommeren 2014 til sommeren 2015 har været et af de mest aktive år i klubbens historie siden man anlagde selve anlægget i slutningen af 1980erne. Der skal lyde en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til ombygningen, således at vi nu kan vise en masse nyt frem. Desuden skal der også lyde en stor tak til dem som i mellemtiden også har sikret, de vanlige opgaver i klubben og på anlægget. Hver for sig kan vi en masse – men som en samlet klub kan vi alt.

God sommer til alle klubbens medlemmer og familier samt venner af klubben.

Thomas