Siden sidst 4 -2017

 

Det er ca. 3 måneder siden vi holdt byggemøde når dette læses, og i klubben er der masser af aktiviteter og medlemmer i sving alle steder. Dejligt at se – og ikke mindst dejligt at alle går til opgaverne med fuld styrke. Det er en fornøjelse at se så mange folk i sving, og godt at vi med byggemødet kan få stemt opgaverne af og trække i samme retning.
 
I september drog 19 mand på weekendtur til Jylland og så på modeltog, 1 : 1 jernbane og industrikultur. Skønt at vi i klubben også formår at tage ud og opleve sammen udenfor kælderen, og på den måde se og opleve ting, der også kan bruges i klubbens dagligdag. Se i øvrigt særskilt artikel om weekendturen i dette nummer af Særtoget.
 
Den 30. oktober 2017 blev der afholdt den årlige generalforsamling, og i den forbindelse vil jeg takke medlemmerne for valget - dels mit eget valg og valget af den øvrige bestyrelse.
 
Lørdag den 25. november havde vi køredag som i februar. Igen var omkring 20 mand mødt op og der blev kørt efter køreplan (3 omgange). Det er en kørsel der ligger meget op af virkelighedens jernbaner som de var engang, idet der både er rangering, omløb, osv. krydret ind i køreplanen. Det er godt at få trænet kørslen og føre sit eget tog rundt på anlægget. Der vil altid være erfaring, tilretning, uheld, osv. men alt blev klaret i den sædvanlige gode NMJK ånd. Derudover blev det også testet at vores tog (via en app), kan køre ved hjælp af mobiltelefon (smartphone). Det er uden tvivl noget der vil blive dyrket mere i den kommende tid, og på den måde har man et godt supplement til den håndkontrollere vi i det daglige benytter os af. Vi er en klub af tiden - og skal naturligvis også favne den udvikling der sker på modeljernbanefronten med en samtidig respekt for det eksisterende anlæg.
 
Julen nærmer sig og husk at vi holder juleafslutning torsdag den 21. december 2017 med kørsel fra kl. 19.30 og efterfølgende gløgg, glühwein og æbleskiver. Klubben åbner igen torsdag den 04. januar 2018. Husk at holde øje med hjemmesiden for aktiviteter, køreplanskørsel, osv.
 
Til slut vil jeg ønske alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben en rigtig glædelig jul og et godt nytår – og husk nu at skrive modeltog på ønskesedlen J
 
 
Thomas