Siden sidst 4 - 2018

Endnu engang står julen for døren og vi kan se tilbage på et begivenhedsrigt år i klubben.

Siden sidst har vi holdt generalforsamling, og på bestyrelsens og egne vegne skal der lyde en tak for valget. Det er en fornøjelse at være formand for en klub, hvor medlemmerne bakker op og ikke mindst altid bidrager til klubarbejdet.

Børne - og Skoleudvalget har som tidligere nævnt sendt en høring ud omkring omorganisering af folkeskolerne i Næstved Kommune. I materialet kan det ses, at der lægges op til en lukning af "vores" skole, og derfor har vi naturligvis reageret. Der er  indsendt høringssvar, sendt mail med høringssvaret og invitation til politikere om at besøge klubben, vi har haft besøg i klubben af udvalgsformanden, klubben har været i Ugeavisen, i Sjællandske, på sn.dk og været nævnt i lokalradio. Desuden har vi holdt åbent hus alle torsdage i november med over 220 besøgende. Det er primært lokale besøgende der ikke tidligere har været i klubben. Det har været hovedformålet for bestyrelsen at gøre opmærksom på klubbens eksistens (og det er i hvert fald  lykkedes), så vi ikke bliver glemt når der tages beslutning om skolerne.

Vi skal naturligvis afvente den politiske stillingtagen, men bestyrelsen drøfter dog forskellige scenarier. Det er trods alt bedre at være forberedt og agere,  end blot at afvente. Uanset hvilken beslutning politikerne tager, så er det vigtigt at alle holder humøret højt, og fortsætter i vanlig stil. Klubaftener, arrangementer, ture, osv. er i fremtiden som udgangspunkt  planlagt til at fortsætte som hidtil. Bestyrelsen vil orientere når der er nyt i sagen, men en afklaring kan godt trække lidt ud, idet der først efter den politiske behandling skal ske evt. fordeling af lokaler osv. Vi må se hvad det nye år bringer eller om vi fortsætter præcis som hidtil.

Nok om omorganisering og politik for denne gang.

I klubben har sker der som altid mange ting. Baggrunde og bygninger i Helsingør er ved at tage form, og det kommer til at passe flot ind på anlægget. I sydenden af Helsingør laves skrænter mod remisen, og i Næstved er der dukket et par nye huse op. Samtidig er et par huse renoveret efter der var gået sølvfisk i murværket. Der digitaliseres til stadighed flere lokomotiver, og næsten alle personvognene i drift er blevet befolket.

Elfolkene har også travlt under bordet og har sørget for en stabil drift til alle åbent hus arrangementerne.

Traditionen tro har vi julekørsel og efterfølgende gløgg, glühwein og æbleskiver torsdag den 20. december 2018 og ikke mindst julefrokost fredag den 18. januar 2019.

Alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

Thomas