Siden sidst 1 – 2019

 

 

Kalenderen siger 2019 og efter en veloverstået julemåned, juleafslutning og ikke mindst julefrokost er der godt gang i klubben igen.

Efteråret bød som bekendt på en række Åbent Hus arrangementer, som igen har resulteret i flere gæster i 2019, da en del foreninger har været på besøg i klubben. Det er som altid godt at vise anlægget udadtil, og ikke mindst i denne tid hvor lokalesituationen fortsat er uafklaret. I sagen omkring lokalesituationen har Næstved Kommune dog tilkendegivet, at vi med stor sandsynlighed kan blive i lokalet, såfremt skolen fortsat skal anvendes til kommunale formål. Om skolen fremover skal bruges til kommunale formål er dog uafklaret, men der er trods alt noget tid endnu til selve skolen nedlægges.

Set i lyset af ovenstående, samt det at der spekuleres i lokalefordeling osv., har bestyrelsen valgt at fremsende et ønske til kommunen om flere lokaler i kælderen til vores klub. Vi kan lige så godt melde klart ud og give udtryk for det vi ønsker, så det måske kan tages i betragtning.

Bestyrelsen vil naturligvis orientere alle medlemmer, så snart der er nyt i sagen om lokalesituationen.

I det daglige klubarbejde er der fortsat nok at se til, og i horisonten ses Banebørstedagen. I år er temaet ”Nærtrafik” og hen mod dagen vil stammerne på anlægget blive tilpasset temaet, så vi har god og stabil drift på dagen. Der er mange projekter i gang overalt på anlægget og særligt omkring Helsingør vil de besøgende kunne se, at byen begynder at tage form.

Vi oplever i det daglige, at rigtig mange medlemmer kommer i klubben – og det er naturligvis godt for klublivet, og må være et tegn på at folk kan lide atmosfæren. Det er dog vigtig at understrege, at vi alle netop også må bidrage til at ”det hele kører på skinner”. Alle skal derfor sørge for at rydde op, sætte flasker på plads, tag en klud og tør bordene af, gå op med skraldespanden eller brygge ny kaffe, hvis du tager det sidste. Er du i tvivl om hvordan og hvorledes, så spørg endelig et bestyrelsesmedlem.

Husk at holde øje med hjemmesiden, hvor der er information om aktuelle arrangementer og vigtige datoer.

Thomas