Siden sidst 4 – 2019
Året går så småt på hæld, julen nærmer sig med hastige skridt og i NMJK er der som sædvanlig fuld gang i aktiviteterne. Efter en veloverstået Generalforsamling er bestyrelsen trådt sammen, og det er jo kendte ansigter hele vejen rundt. På bestyrelsens og egne vegne takkes for valget og den tillid der dermed vises os.
I september drog vi på tur til Jylland / Fyn og besøgte Esbjerg og Middelfart modeljernbaneklubber. Det blev også til et besøg hos modelbaneforretningen Felderbanen i Kolding, Veterantog Vest i Bramming og ikke mindst det flotte Koldinghus. Der var noget for enhver smag, og da vejret samtidig viste sig fra sin allerflotteste side, var det nemt at være på udflugt. Selve overnatningen var i en spejderhytte nord for Esbjerg, hvor der også var mulighed for at nyde den omkringliggende natur.
Udover det vanlige klubliv, som krydses med aktiviteter over og under anlægget, har der også været tid til at afholde en kørelørdag. Selve dagen forløb som de forrige køredage med spisepauser, kørselsperioder og ikke mindst hyggeligt samvær omkring vores fælles hobby. Det er en god måde at få talt sammen på kryds og tværs, samtidig med at vi udnytter vores store modeljernbaneanlæg fuldt ud i alle dets hjørner og afkroge.
Omkring lokalesituationen er der intet nyt. Bestyrelsen har dog holdt møde med repræsentanter fra Næstved Kommune, som var forbi og se anlægget og høre om klubben. Det er som en del af hele processen med at vurdere behovet for kommunale lokaler i forbindelse med foreningernes behov. Det var et godt møde med god stemning, konstruktivt tale og ikke mindst imødekommenhed begge veje. Der er enighed om at holde god kontakt og orientere hinanden, hvis der er noget nyt.
Bestyrelsen vil som hidtil tegne klubben udadtil i forhold til lokalesituationen og kontakten til kommunen, hvilket vi også kan se at alle medlemmer respekterer. Der skal fra bestyrelsen lyde en stor ros til alle klubbens medlemmer for at håndtere dette professionelt, og vi vil naturligvis melde ud så snart der er nyt i sagen. Hvis der er spørgsmål til processen er alle naturligvis velkommen til at kontakte mig.
Til slut vil jeg ønske klubbens medlemmer, deres familier og klubbens venner en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Thomas