Siden sidst 3-2020

 

Sommeren 2020 har på mange måder været ganske anderledes end tidligere somre. Mange har været hjemme eller på ferie i Danmark. Nogle aktiviteter er stadig lukket, og alle steder skal man huske afstand og håndsprit. Det gælder også hos os i kælderen.

Vi har denne sommer haft åbent alle torsdage i juli, og ikke holdt den traditionelle sommerferie. Denne kompensation for lukkeperioden fra midt marts til midt juni er blevet modtaget godt, og der har været fin opbakning alle torsdage. I begyndelsen af august gik vi tilbage til mødeaftener både mandag og torsdag, og under stadig hensyntagen til de retningslinjer vi har i klubben og de opdelte siddepladser i mange lokaler.

Sommerfesten blev afviklet hos Jan den 22. august og vi var 15 til spisning.  Ved hjælp af ekstra pavilloner og ekstra borde lykkedes det at få gennemført arrangementet, og det var som altid hyggeligt og i rigtig NMJK-ånd. Kørsel på anlægget har vi også nået en smule af, og det er nemmest at man har handsker på når der køres.

Der er ikke nyt om vores lokaler endnu udover tidligere udmelding. Vi får besked, når det er politisk behandlet i forhold til brugere og lokaler.

Fremtidige arrangementer henover efterår og vinter vil uden tvivl været præget at coronaen, og den ændrede adfærd det medfører. Arrangementer hvor vi sidder tæt eller er mange samlet i et lokale, er næppe noget vi kan gøre denne vinter. Bestyrelsen arbejder derfor på at lave aktiviteter og arrangementer der tager hensyn til dette, og netop derfor er der i stedet for turen til Stockholm lavet en endagstur den 13. september 2020. Det er naturligvis ikke det samme, men også en god endagstur der vil være mulig at gennemføre.

Hold øje med hjemmesiden og opslag i klubben, når vi har nyt i støbeskeen. Husk også til stadighed 2 meters afstand, god håndhygiejne og ikke at flytte rundt på de opstillede stole i kælderen.

Thomas