Siden sidst 4-2021

 

Der er altid gang i mange ting i Næstved Modelbaneklub, men dette efterår har alligevel budt på flere festligheder, som vi normalt ikke afholder så tit, samt et par mere vanlige arrangementer.

Den 25.- 26. september havde vi weekendtur "Storebælt Rundt". En dejlig tur i fint vejr, hvor vi fik set på jernbaner, Langelandsfort og ikke mindst hygget os. Se uddybende artikel andet sted i bladet.

Oktober bød på noget så utraditionelt som en Rengøringsdag, der normalt ligger i maj. Grundet aflyste Banebørstedage og det forestående jubilæum trængte der nu til en omgang rengøring. De fremmødte medlemmer gik som altid på med krum hals, og knoklede løs, så klubben fremstod superflot.

Generalforsamlingen den 28. oktober blev klaret, og vi kunne denne gang indlede med den vanlige forlorne skildpadde. I forbindelse med Generalforsamlingen valgte Frits ikke at genopstille efter 27 års bestyrelsesarbejde. I stedet blev Henrik valgt til bestyrelsen.

Klubbens 40-års jubilæum blev fejret i november med 3 arrangementer. Torsdag den 11. november (selve jubilæumsdagen) havde vi lidt jubilæumskørsel, der blev holdt tale, drukket et glas Verdi, spist kransekage og chips. Meget hyggeligt og lige i NMJK's ånd.

Lørdag den 13. november havde vi dels reception fra 11.00-13.30 og dels festmiddag fra 18.00 - 01.00.

Receptionen var for særligt indbudte og der kom borgmester, byrødder, repræsentanter fra Næstved Kommune, repræsentanter fra andre klubber, tidligere medlemmer af NMJK og ikke mindst klubmedlemmer og familiemedlemmer. Grundet coronasituationen havde vi bevidst lavet et lidt afdæmpet arrangement. Om aftenen var der festmiddag for medlemmer med ledsager, og det forløb også hyggeligt og med god mad.

Nu er vi stille og roligt ved at nærme os julen, og et år med megen nedlukning går på hæld, men også et år der stod i jubilæets tegn.

Alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Thomas