Siden sidst 1+2 – 2022

 

Særtoget har været lidt forsinket, så derfor er denne "Siden sidst" både nr. 1 + 2.
Det forgange halve år heldigvis, bortset fra første mødeaften i januar, været uden nedlukninger og større restriktioner - det er dejligt. Vi fortsætter dog med håndspritten hist og her i klubben.
Vi lagde ud i 2022 med en julefrokost, som dog blev skubbet til 25. februar, og det var i vanlig stil med dejlig mad, en tår at drikke og hyggeligt selskab. Den 12. marts havde vi en kørelørdag, og også her var der god stemning, og mulighed for at afprøve sine færdigheder som stationsforstander eller lokomotivfører. Denne gang blev der kørt med tidsplan, hvilket i første kørsel gav lidt forsinkelser, men som dagen forløb blev vi mere erfarne og til sidst kørte det i bogstaveligste forstand på skinner.
Som noget nyt havde bestyrelsen den 21. april arrangeret et udviklingsseminar, hvor alle medlemmer kunne komme med ideer, forslag og forbedringer til klubben i fremtiden. Det gav god mening med et sådant seminar efter coronaen, klubbens 40 års jubilæum og med det i tankerne at gennemsnitsalderen i klubben er stigende. Henrik Graff holdt oplæg inden de tilstedeværende blev sendt ud i grupper til drøftelse. Det var en aften der virkelig gav noget at arbejde med. Alle var engagerede og bød ind med rigtig mange gode forslag, tanker og ideer. Bestyrelsen har arbejdet videre med alle forslagene og lavet en prioriteret liste der dels er ophængt i klubben og dels ses på hjemmesiden.
Den 21. maj var der rengøringsdag, og det var ikke så slemt denne gang. Alligevel blev der ryddet godt op i skuffer og skabe, men der er altid noget at gøre i en klub med mange aktive medlemmer.
Banebørstedagen var i år den 11. juni og temaet "Køretøjer der fulgte jernbanen". Besøgstallet var nok lidt lavere end tidligere år, men godt vejr og mange konkurrence arrangementer efter coronaen har naturligvis også betydning. Dagen gik i hvert fald godt og der blev snakket livligt alle steder i klubben. Dagen blev afsluttet med fælles spisning på "De Hvide Svaner".
Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og i år holder vi lukket i juli, da vi har haft åbent hele foråret. Hold øje med hjemmesiden og opslag i klubben omkring nye aktiviteter, og husk at der er sommerfest 20. august og tur til Stockholm 22. - 25 september.
Alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben ønskes en rigtig god sommer.

 

Thomas