Siden sidst 3 og 4 — 2022

 

Særtoget er kommet på sporet igen, men da numrene ikke skulle komme oven i hinanden, er nr. 3 og 4 slået sammen. Siden Sidst dækker derfor både sommerperioden og efteråret.

Vi har holdt lukket i juli måned som vi plejer, da foråret heldigvis ikke bød på nedlukning i år.

Den 20. august holdt vi sommerfest hos formanden, hvor 20 medlemmer deltog. Vejret viste sig fra sin gode side, så det var dejligt - og aftenen gik som vores sommerfester plejer med korøv og bourgogne.

Den 8. september havde vi det traditionsrige byggemøde, hvor sæsonen blev planlagt og opgaverne fordelt. Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i selve byggemødet, så se referatet / opgavelisten på opslagstavlen. Der er altid brug for ekstra hænder til opgaverne.

22. - 25. september drog klubben på udlandstur til Stockholm i tog. En dejlig togtur og endda med spisevogn i begge retninger. Vi fik set et udstillingsanlæg i Kungsör, besøgt Stockholms Modeljernbaneklub, set jernbane i I : 1, kigget på byen, Vasa museet og der var naturligvis også tid til hygge. En rigtig god tur i godt selskab.

I foråret afholdt vi et udviklingsseminar, hvor mange ideer kom på bordet og tankerne fik frit løb. Bestyrelsen har foretaget en prioritering i opgaverne, og vi er alle klar over, at temaet "Et seniorvenligt anlæg" var højt prioriteret hos mange. Derfor har der på byggemødet, og efter generalforsamlingen, været "summen" omkring dette, hvor foreløbige oplæg er blevet fremvist. Alle medlemmer er altid velkomne til at komme med idéer.

Den 5. november holdt vi køredag efter et nyt koncept med køreplaner og tidstyring. Det er planen, at vi på lidt længere sigt, vil benytte konceptet til de almindelige køreaftener, og også prøve at forestå køreaftenerne som temaer igen.

Lokaleafklaringen er vi ikke kommet decideret nærmere, udover at kommunen efter brug af skolen til flygtninge, skal anvende skolen til kommunale formål. Vi benytter dog allerede "pedellens" værksted, og keramikrummet har vi ombygget til flytbart lager, så der er mere plads under anlægget i klublokalet. Det er også en kærkommen lejlighed til at få ryddet lidt op i gemmerne.

Alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben ønskes en rigtig glædeligjul og et godt nytår - og på gensyn i klubben.

Thomas