Langø – Gurede jernbaneselskab LGJS

Selskabet blev oprettet i 1886 efter ide fra Hans Jakob Laursen (f.1840) ejer af Langø maskinfabrik.

Hans Laursen udførte mange arbejder for fiskerne i området og havde igennem dette opdaget mange nye måder hvorpå fiskeriet kunne effektiviseres. Fabrikken fremstillede maskineri til kutterne, så noget af det hårde og farlige arbejde ombord kunne reduceres. Gennem hans visionære tilgang til de moderne tider, fandt han også ud af at forarbejdningen af fiskene kunne skabe arbejdspladser i land. Derfor oprettede han også Langø fiskeindustri, som ansatte primært lokale medarbejdere. På fabrikkerne behøvede man arbejdslinier og maskiner til forarbejdningen af råvarerne.

Hans Jakob havde også et godt øje til Andelsbevægelsen som var startet i begyndelsen af 1800 tallet og med oprettelsen af de mange Andelsmejerier kunne han se en mulighed i fremstillingen af maskiner til mejeribruget. Det tog specielt fart da Tyskland i 1881 indførte total forbud mod import af kreaturer. Det gjorde så ondt på danske bønder at de så sig nødsaget til at fokusere på fremstillingen af mejerivarer til eksport.

Maskinfabrikken arbejdede hurtigt på nyudvikling og produktion af anlæg til forædlingsindustrien for fødevarer, udover mejerierne også slagterier, bryggerier, destillerier og som sagt fiskeindustrien.

Denne innovative tankegang gik i arv. Hans Jakobs ældste søn Peder (f. 1861) havde i hele sin barndom sin daglige gang på maskinfabrikken. Peders nysgerrighed var legendarisk og således sagde flere medarbejdere ”at han var en skide irriterende og gammelklog møgunge”. Trods dette skudsmål kom Peder i lære på fabrikken. Kollegerne opdagede hurtigt at han var dem langt overlegen når det gjaldt nyudvikling. Blandt andet havde han i løbet af sin tidlige læretid opfundet en lille enkel encylindret brændstofs motor som, viste det sig kunne bruges i fiskekutterne. Selvom farmand ikke var begejstret fortsatte Peder at eksperimentere med opfindelsen. Forsøgene med installeringen af motor med skrue i en kutter var så vellykket, at Hans Jakob overgav sig og fabrikken startede fabrikation af motor og skrue i 1889. Korte efter opdagelsen af det rustfrie stål i 1905 blev al fabrikation omlagt til dette nye vidundermateriale, med undtagelse af motorfabrikationen. I 1915 oprettedes Langø bryggeri A/S. Dette gav Langø motor og maskinfabrik endnu mere vind i sejlene.

Hans Jakob var allerede i 1860 erne opmærksom på problemer med transporten af fabrikkens tunge varer. Alle maskiner skulle transporteres med skib. Det var jo fint for de varer som skulle bruges i havnebyerne, men for de dele som skulle til landbruget og steder inde i landet, var transporten en opgave for både skib og hest. På den tid var den ikke særligt hurtig og var alt for ofte underlagt vejrets luner.

Med bygningen af jernbanerne i Europa så Hans Jakob at jernbanen var kommet for at blive og ville blive fremtiden for hans virksomhed.

Han arbejdede ihærdigt med at skabe interesse for en jernbane fra Langø og videre til Gurede. I byen Skenkelsø var de videre forbindelse ud til den store verden. Det var ikke et nemt arbejde han her havde kastet sig ud i. Kommunerne var skeptiske og fattige og selvom Hans Jakob argumenterede for at borgerne, med jernbanen kunne få hurtig transport til og fra de nye arbejdspladser og dermed kunne øge kommunens skattegrundlag og velstand, var det så som så med viljen og det virkede som om kommunerne var af den opfattelse, at landbruget derved bare kom til at mangle arbejdskraft. Man var lydhøre, men penge ville man ikke ofre på projektet.

Hans Jakob kom dog i tanker om at han i begyndelsen af 1870 erne var blevet kontaktet af agitatorer fra arbejderbevægelsen som rejste rundt i landet for at oprette arbejderforeninger. Disse skulle forbedre arbejdernes forhold. Han fandt deres opgave sympatisk og havde ved flere lejligheder haft samtaler med lokale foreningsmænd. Også på dette område var Hans Jakob førende, idet der på hans fabrik oprettedes en fagforening allerede i 1875. Han tog derfor kontakt til den sympatiske tillidsmand smed Kjeld Jespersen. Da denne hørte om jernbanen blev han fyr og flamme. Han kunne jo se mulighederne og de mange arbejdspladser dette ville føre med sig. Dels til bygningen af banen, men på langs sigt til daglige drift og til lokalbefolkningens øgede mobilitet. Snart kom der skriverier i dagspressen og selv landbruget kunne nu se at her var muligheder for transport af korn foderstoffer og roer. Presset på kommunerne blev stadig større da de store virksomheder også talte for jernbaner. Således blev de nyoprettede sukkerfabrikker (ca 1880) førende i presset på kommunerne.

I 1884 lykkedes det at overtale kommunerne til at støtte projektet økonomisk, mod at kommunerne og byerne fik adgang til jernbanen, enten ved hjælp af stationer, sidespor eller standsningsteder for udveksling af passagerer. Nu gik arbejdet i gang med at fastlægge ruteføringen, som blev besværliggjort af kommunernes ønsker og krav. Således skulle sporføringen, for at få alle kommuner til at bidrage økonomisk, gå gennem alle kommuner. Her måtte man også tage udstrakt hensyn til de kommuner som spyttede mest i kassen. Således betalte de kommuner som fik flest fordele af jernbanen, 6 kr pr tønde hartkorn og de som fik mindre betalte således kun 4 kr.

Den nyudnævnte Indenrigsminister J.P. Ingerslev fik Loven om jernbanen vedtaget i landstinget den 17. oktober 1885. Hans Jakob Laursen fik samlet en bestyrelse på 5 mand.

Formand Hans Jakob Laursen Ejer og direktør for Langø maskinfabrik, senere Langø skibsmotor A/S

Direktør Egon Justesen Advokat og ejendomsspekulant. Var kendt som en hård forhandler som opkøbte ejendomme på tvangsauktioner, med videresalg for øje. Ejendommen blev nødtørftigt sat i stand og solgt. Mangen en køber er kommet i klemme hos denne verdensmand, som desværre kendte alt til alle hullerne i den aktuelle lovgivning på området.

Driftsbestyrer Ole Prøhl Petersen - en tidligere premierløjtnant i hæren, en hård banen. Han tolererede ikke slaphed i den daglige gerning. Han havde et fortrinligt samarbejde med tidligere militærkolleger som var blevet ansat ved De danske statsbaner. På forunderlig vis lykkedes det ham altid og på meget favorable vilkår, at leje banens rullende materiel af DSB. Det forlød at han ”havde noget” på stort set alle han kom i berøring med. Man skulle derfor aldrig komme på tværs af driftslederen. Medarbejderne blev ofte kaldt til en holdningsforbedrende samtale, på hans kontor. Kontoret blev i folkemunde ofte kaldt for tørreloftet.

Bestyrelsesmedlem Jens Frederik Larsen Murer og bevidst arbejdssky. Han færdedes altid i nystrøget skjorte og kravat. Fint skulle det være. Han besøgte kunder og afgav tilbud på ønsket arbejde. Han kunne ikke drømme om hverken at iføre sig murertøj eller udføre et stykke fysisk arbejde. Han blev banens bygningssagkyndige og i den egenskab reddede banen ofte hans firma fra bankerot. Når det kneb med arbejde opdagede han altid fejl og mangler på banens bygninger, som han så i nedgangstider, satte sine svende til at reparere. Derfor fremstår alle banens bygninger altid i velplejet og nyfuget tilstand.

Bestyrelsesmedlem Hans Kristensen Gårdejer på sin fædrene gård, som havde været i familiens eje igennem mange hundrede år. Han var også ejer af Gurede Mølle som i dag er revet ned og erstattet af Gurede korn og foderstof. Også han var fascineret af andelstanken, men han var ingen filantrop og ikke imponeret af fællesskabet, men med det klare formål at tjene penge. Efterhånden som flere og flere andelsvirksomheder blev etableret, indskød han ofte en kapital som gav ham ret til en bestyrelsespost. Denne blev skånselsløst udnyttet til at øge sin egen velstand. Han havde også indskudt en ganske stor kapital i banen, men lige her havde han forregnet sig. Men gode middage på banens regning var nu ikke at foragte.

Bestyrelsen skulle vise at blive ganske effektiv omkring det daglige arbejde. Mange undrede sig over at disse personligheder var i stand til at arbejde sammen, så forskellige de var. De som kendte sammenhængen var dog ikke så forundret. Det hed sig nemlig i folkemunde at de alle hver især havde en sløset omgang med afgifter og skattebetalinger. Ligesom de ofte og løbende havde ganske store restancer og udenståender. Således havde de alle et anstrengt forhold til kommunes kæmner, som ofte måtte løfte både pegefingre og øjenbryn. Dog var de alle også kæmneren medlemmer af den lokale ”ædedolkenes klub” som regelmæssigt mødtes på kroen og åd og drak sig igennem ufattelige mængder af fede sager og drak tønder af øl og alkohol.

Banens bygning startede allerede året efter loven blev vedtaget og det var lokale entreprenører som fik opgaven. Overslaget for anlæggelsen var anslået til 2,8 millioner kr. Halvdelen fik man fra staten og resten kom fra amtet og kommunerne, men også fra firmaer og private strømmede det ind med bidrag.

Banearbejdet blev udført af Banebørster, som var en flok hårdtarbejdende dagslejere. De levede et hårdt liv, med hårdt fysisk arbejde, sygdom og mange arbejdsskader, ofte med invaliditet til følge. De boede i medbragte skurvogne, telte og hurtigt opsatte skure. Banebørsterne var nogle hårde bananer og når det ikke gik som de ville have det, ja så strejkede de. På et tidspunkt under banens bygning ville de have mere i løn og det lykkedes dem at få hævet daglønnen fra 2 ½ kr. til 2,75 kr. De forskellige arbejdshold havde også eget køkkenhold, som sørgede for dagens måltider. Køkkentjansen var i sagens natur en opgave for kvinder. Disse medrejsende kvinder fik en endnu ringere betaling end mændene. Forskellen i betalingen afstedkom ofte at kvinderne ud over madlavning, også sørgede for tøjvask, rengøring og underholdning. Det var almindelig kendt at kvinderne ofte supplerede indtægten ved utugt. Der blev i de få fritimer der var til rådighed, ofte holdt fest og indtaget store mængder alkohol, så store at entreprenørerne ansatte vagtmandskab for sikre arbejdets udførelse. Specielt omkring lønningsdag var det vanskeligt. Disse arbejdsfællesskaber oplevede dog undervejs et fantastisk sammenhold og mange fortsatte deres karriere til de ikke kunne tygge en skrå. Rige blev de dog aldrig.

TFO*: Dan Rasmussen

Banen i tal
Jernbanens længde i km	52,5
Optaget på Jernbanelov	Jernbanelov nr. 89 af 17. oktober 1885
Dato for Koncession	1886.06.04
Jernbanen åbnet	1900.03.20
Sportype	enkeltsporet
Sporvidde	1.435 mm
Skinnevægt	32,0 kg/m
Max. Stigning	12,5 promille
Kurveradius	550 meter
Hastighed max	75 km/t senere dog ændret til 90 km/t

Stationer km

Langø 0,000

Kragerø 3,600

Grove 6,800

Skrave 8,900

Søve 12,200

Bro 14,000

Resen 18,200

Højbro 21,500

Tofte 25,100

Skænkelsø 29,500

Knude 32,300

Rasnæs 35,400

Nor 38,900

Bjergsø 42,600

Fjelle 45,800

Fure 48,600

Gurede 52,500

*TFO: tekst frit opfunden

I model er banen anlagt således:

1 Havnestation, 1 stræknings station og 1 skjult station. ca 40 meter spor

Underlag 12 mm krydsfiner for stabilitetens skyld.

Sporet er Peco code 100

Sporskiftedrev er motordrev fra Lemaco

Sporskifter er alle udstyret med polvending af hjertestykke

Digitaldriften er Roco digital med ekstra booster

2 faste og 1 trådløs håndkontrol

Enkel signalføring med dagslyssignaler

Delvist styret af reed relæer

Trykknap stationsapparater (Type Dan)

Materiel epoke III Dcc Hobbytrade, Roco, Heljan, Fleischmann og tilsvarendeKortkoblinger (forsøg igangsættes med Weinert koblinger