Klubtur til Utrecht 2011


"Jeg skal på min første klubtur - og jeg glæder mig", sagde jeg i klubben en aften i september.
Og stille og roligt nærmede sig dagen, hvor vi skulle afsted.

Torsdag 27. oktober mødtes 18 mand på Næstved Banegård til togafgang. Desværre var der revner i Storstrømsbroen, så vi måtte påbegynde rejsen en time tidligere, og årsagen hertil var, at der på grund af Storstrømsbroens dårlige helbred var bustransport fra Vordingborg til Nykøbing.
I Nykøbing steg vi på "tyskertoget" til Hamborg, og derefter fortsatte turen over det flade Lolland til Rødby Færge.
Jeg følte det nærmest, som om vi kørte direkte på færgen, for der var ingen ventetid i Rødby.
På færgen, som vi alle kender så godt, blev der handlet lidt øl og vand, beregnet til den fortsatte tur. Det gik "deruda'" indtil Ahrensburg. Toget standsede, og i højttaleren lod en stemme (altså på tysk): "På grund af personpåkørsel kører toget ikke direkte til Hamborg. Der er to muligheder. Enten tilbage til Lübeck og ad omvej til Hamborg, eller med bus til nærmeste S-Bahn-station, hvorfra der er videre transport til Hamborg H!"
Vi blev hurtigt enige om, at tage bussen, og efter små fem minutter kom to ledbusser. Man må sige, at tyskerne er hurtige og effektive, når det gælder en hurtig "Schinenersatzverkehr".
Vejen fra Ahrensburg mod Hamborg var i danskertiden en del af hovedvejen mellem Hamborg og Lübeck. Langs vejen står stadig i gamle milestene med Christian 8.s monogram og årstallet 1843.
Men snart nåede vi S-Bahn-stationen og kørte med S-toget til Hamborg H. Turplanlæggerne havde heldigvis indlagt en spisepause på to en halv time, så på trods af forsinkelsen, kunne vi nå at besøge "Durst & Wurst", og indtage dagens ret: Pølse og øl!

Fra Hamborg gik det nu snildt mod sydvest. Med et lokomotivtrukken tog! I toget var der ikke den store lystighed. De fleste slumrede, læste eller drak de medbragte pilsener. Forbi byerne Bremen, Oanabrück og Münster til Duisburg, hvor vi skulle skifte tog mod Utrecht.
Ankomst Duisburg, hvor vi havde ca. 20 minutter til hasteindkøb. Herefter drog vi ud på den sidste strækning fra Duisburg til Utrecht. På et tidspunkt passerede vi den tysk/hollandske grænse, men i disse Eurolande-tider er der overhovedet ingen grænsekontrol. Toget kører med samme hastighed over grænsen.
 

Utrecht
Sent torsdag aften ankom vi i god ro og orden hovedbanegården i Utrcht. Planlægningsgruppen havde ordnet hotelværelser, og hermed indlagt en lille spadserertur på ca. halv time ad en almindelig vej. Næh, helt almindelig var den ikke. Det vrimlede med cyklister. Der var dobbeltrettede cykelstier i begge sider af vejen, og de kørte hurtigt og uden hæmninger. De viste udmærket, hvem der havde "forkørselsret". I de næste to dage måtte vi alle konstatere, at Holland er cyklisternes land. Aldrig har vi set så mange cykler på et sted!
Undervejs skulle vi indtage aftensmåltidet, og dette var bestilt på en restaurant midtvejs.  Heldigvis var der også reserveret borde, for det er ikke restauranter, hvor 18 sultne mænd bare kan sætte sig og spise. Menuen var "hollandsk biksemad" - hvor alle ingredienser, kartofler, kød og diverse grøntsager var blandet i tilberedningen. Sundt, velsmagende og mættende. Naturligvis tilsat rigelige mængder øl. I den tilstundende nat luskede vi trætte og mætte til hotellet, fandt værelserne og sov.
 

Eurospoor
Turens formål var besøg på Eurospoor, Hollands store messe for modeljernbanemateriel. Messen lå tæt ved hotellet, og i tæt flok gik vi alle til messen, løste billet, og spredte os for alle vinde. Jeg tog en hurtig runde for at få et overblik, og måtte konstatere, at det var her, jeg skulle bruge hele dagen! De fleste anlæg var naturligvis hollandske, og det der kendetegnede disse anlæg, var kanaler, smukke byer, vindmøller og det lokale materiel. Der var desuden enkelte belgiske, et fransk, et italiensk, tre engelske og et amerikansk. De tyske anlæg så vi ikke noget til, men det gjorde ingenting, jeg fik at vide, at det var på de tyske messer, man kunne finde tyske - først og fremmest i Dortmund. Det vil være svært her at fremhæve et anlæg frem for et andet, men ét var helt specielt: Peterskirchen. Et fint lille anlæg med en mængde bevægelige effekter: kran med jernkugle i svingninger til nedrivning af huse, roterende ventilator på bil, gartneren luger ukrudt, kaglende høns, muldvarpe, der stikker snuden op ad muldvarpeskuddet og meget mere. I alt 24 bevægelige effekter.
I en af hallerne var der boder for forhandlere, som solgte både nyt og brugt. Det tog mig halvanden time, kun at gå rundt og kigge. Mit køb af "Honeckers salonvogn" blev gjort sidst på dagen.
 

Vi kom om morgenen, da messen åbnede, og forlod den, da den lukkede. Vi fik da noget for pengene.
Turplanlæggerne havde i løbet af dagen fundet et egnet spisested, så med knurrende maver drog den samlede flok mod det nye mål: spisestedet.
Utrecht har, som de fleste af Hollands byer, en eller flere kanaler i bymidten. Da Utrecht tidligere var en indførselsby, var der anlagt lagerrum langs kanalerne og ind under byens huse. I disse kældre var der mange steder indrettet restauranter, og det var netop her vi skulle spise - og drikke!
Selvom vi var 18 sultne og tørstige mandfolk, gik det tjept for betjeningen med at få serveret både øl og - for de flestes vedkommende - schnitzler. Mætte og trætte vaklede vi tilbage til hotellet. Sov!

Jernbanemuseet
Næste morgen mødtes vi foran hotellet, og i den stille lune søndagsmorgen begav vi os mod det hollandske jernbanemuseum. Thomas førte an, og vi fik dermed samtidig set lidt mere af byen, bl.a. et tidligere kloster og floden med kanaler. Men det var museet vi skulle hen til!
Det første jeg fik øje på, var den imponerende stationsbygning, som rummer indgangen til museet. Det så virkelig lovende ud. Dog skulle der først tages det obligatoriske fællesfoto. Alle blev stillet op, og jeg indtog "hæderspladsen", fordi jeg skulle deltage i "Her læses Særtoget også".
I bygningen købte vi billetter, og mens jeg stod i kø flakkede mit blik rundt i den store og smukke vestibule. Flotte spejle, udskårne træarbejder og i midten af rummet en cirkulær plyssofa med en palmebeplantning i centrum. På perronen var opstillet nogle af de fine jernbanevogne, som tidligere var anvendt af den hollandske konge/dronningefamilie.
Selve museet lå på den anden side af jernbanen, og det første der kunne ses, var et damplokomotiv, der var klodset op på 6 søjler ca. 5 meter over gulvet. Her kunne man nøje iagttage, hvordan et lokomotiv ser ud fra neden. En let overskuelig plan viste alle de spændende genstande og "eventer" (attraktioner), der skulle ses og opleves. Det var de hollandske vogne og lokomotiver, der først tiltrak min opmærksomhed, og der gik vel det meste af et par timer med at studere dem. På et tidspunkt kom Thomas forbi, og gjorde mig opmærksom på en attraktion, som jeg endelig skulle opleve. Efter kort tid i kø, fik jeg mobile høretelefoner på, og blev lukket ind i et lille "skab" sammen med tre andre. Det skulle forestille en elevator, der, da den startede både rystede og rumlede, kørte ned i en dyb mineskakt. I høretelefonerne blev det fortalt, at hele jernbaneudviklingen begyndte i England, og vi var altså i en engelsk minegang, hvor der blev brudt kul. Jeg fortsatte ud i en engelsk gade, hvor der bl.a. var en pub, og besøgte det værksted, hvor konstruktørerne tegnede lokomotiver og vogne. Det fortaltes også, hvordan det hele kom til Holland, og den første lokomotivfører kom fra England, og blev i Holland resten af livet. Det første hollandske lokomotiv "DE AREND" var flot oprangeret sammen med nogle personvogne foran Hollands "første stationsbygning" fra 1839. En flot detalje var, at sporene bag vognene forsvandt perspektivisk ind i en baggrund - ud i landskabet.

Et andet scenarium var "Dreamland", drømmeland. Ved perronen stod 2 teaktræsvogne. Og uden at tale over mig, så var det de flotteste teaktræsvogne, jeg nogensinde har set. Vi havde nogle i den hedengangne "Skælskørbanen", men de forsvandt efter nogle år, og blev aldrig renoveret efter hensigten. Jeg kan stadig drømme mig væk i de hollandske teaktræsvogne. Vognene bestod af 1 almindelig personvogn og en spisevogn til de internationale tog, bl.a. Orientekspressen. Nogle af Orientekspressens tog kørte netop fra England og ned gennem Holland og videre gennem Europa til Orienten (Istanbul).
Et tredje scenarium fik jeg desværre ikke set, men jeg fik at vide, at dette også var helt fantastisk. I en lille vogn (som den blå vogn i Tivoli) kørte passagererne rundt i et lokomotivværksted. Ja, desværre kan jeg ikke skrive mere om det.
Efter fem timers museumsindtryk, var vi alle blevet trætte, og der var nu tid til at se på byen.
 

Kirken og bytur
Flokken fulgte nu efter Thomas gennem den smukke og spændende by til kirken. Da Thomas ville forsøge at finde et spisested, hvor vi alle kunne indtage aftensmåltidet, blev kirken og "Jellingestenen" aftenens samlingspunkt. "Jellingestenen"? Jo, såmænd. Her ved kirkemuren står en kopi af "Danmarks dåbsattest". Egentlig siger den ikke andet end, at denne sten blev foræret af danske venner i Holland. Men underfundigt nok, at den står i Utrecht.

Kirketårnet står helt for sig selv, idet et uvejr smadrede den del af kirken, hvor den oprindelige indgang var placeret. Tårnet er i øvrigt et af de højeste i Holland.
Jeg slentrede rundt sammen med Preben H. og Jørn, og betragtede de smukke kanaler i det milde efterårsvejr.
Ved spisetid mødtes vi, og indtog en græsk restaurant. De serverede heldigvis rigtig mad, og jeg tror ikke, at der var nogle, der i det hele taget spiste på græsk.
 

Da det nu mørknedes fandt vi hjem til hotellet. Sov.

Søndag - og uha
Det sædvanlige morgenhalløj, kuffertpakning og morgenmad var hurtigt overstået, og så afgang til stationen. Nogle tog bussen, men jeg var blandt de friske, der gik.
Foran opgangen til stationen stod et ægte hollandsk gadeorgel, og spillede de lifligste melodier. Om det var denne musik eller min taske, der gled ned, ved jeg ikke. Men! Jeg faldt på den rullende rulletrappe. Det eneste jeg hurtigt opfattede, var en pige, der stoppede rulletrappen med det samme. Jeg havde slået mig alvorligt, og det blødte fra baghovedet. Man fik tilkaldt et par politibetjente, som kort og klart meddelte, at jeg skulle på skadestuen. De prajede en taxa, og sammen med Thomas og Finn gik det af sted

 til den nærmeste skadestue. Den var ikke god nok! Videre til et sygehus. Her blev jeg modtaget af en scanningssygeplejerske, der endda talte dansk (havde studeret i Århus), og jeg gennemgik en omfattende undersøgelse. Jeg fik syet hullet i nakken med 7 sting, så det har nok været alvorligt.
I mellemtiden havde Thomas kontakt med resten af gruppen. Toget mod Duisburg var godt på vej, og vi måtte nu undersøge, hvordan vi kom hjem. Vi skulle skifte i Duisburg, hvor vi havde en længere pause. Jan Larsen fandt da ud af, at afstanden mellem Utrecht og Münster var som hypotenusen i en retvinklet trekant, hvor de to kateder mellem henholdsvis Utrecht og Duisburg og Duisburg og Münster var meget længere. Alt dette blev ordnet via mobilen!
Da jeg var færdig med behandlingen og undersøgelserne, løb vi atter til taxa (som havde ventet på os!), og bad chaufføren, (som hed Richard og kørte i en Mercedes Vito) om at køre os til Münster i Tyskland. Efter korte forhandlinger om prisen, drønede han afsted. I mellemtiden kørte toget ganske uforstyrret mod den tyske grænse og Duisburg - og videre til Münster.
Vi nåede Münster, og stod på perronen, da toget med restgruppen trillede til perron. Min lettelse var ubeskrivelig. Det lykkedes at nå det. Jeg fik at vide, at toget var 10 minutter forsinket, og det var netop de 10 minutter, vi havde brug for!
Resten af turen foregik i ro og mag. Dog havde jeg nogle forfærdelige smerter, efterhånden som den smertestillende medicin "fordampede".

Dette var ordene fra

Søren Winther, førstgangsudflugtsdeltager

På hjemturen blev der spurgt:
Hvad var dit bedste køb på messen?