Efter vores besøg i Skövde i 1998 fik vi en stående
invitation til deres "Bankalas" (Åbent hus)
Og efter flere års snakken, skulle det være i år 2001.
Dan, Olav, Søren, Bjarne, Ib, Robert, Mogens og Thomas, var klar. I 2 biler
kørte vi tidligt Lørdag den 16 / 6, så vi kunne være i Skovde ved
middagstid.
Vel ankommet til klubben, fik vi fat i formanden og givet
den obligatoriske gave (en flaske Gammel Dansk). Desuden
havde Søren lavet et lille diorama som bragte smilene frem hos de fleste.
Anlægget lignede sig selv fra vi så det i 1998 (stadig et af de flotteste),
og på parkeringspladsen var der rigtig mange der handlede fra små boder og
fra bagagerummet i bilen. Der var alt hvad hjertet begærer lige fra ”gør det
selv” træer til skinnebusser i ætset nysølv. Så de fleste fik vist gjort
nogle gode forretninger. Det var også tid til lidt frokost efter den lange
køretur, så der var heldigvis mulighed for at købe lidt mad, og få kaffe med
kage
Så var det på tide at takke af efter en dejlig dag med
mange gode indtryk og køre op til vores campinghytter. Der var bare det
problem at vi kun kunne skaffe 2 stk. to-mandshytter, på den samme
campingplads som vi boede på i 98, så 4 mand måtte sove i telt. Det mente vi
jo heller ikke ville være noget problem i Juni måned.
http://www.billingensstugby.se/
Menuen lørdag aften var korøv og Bourgogne med tilbehør.
Vi havde selv medbragt det hele og heldigvis kunne vi være i køkkenet på
pladsen. Bøfferne var imidlertid så store at vi kun kunne stege en bøf ad
gangen pr. engangsgril og med to grills i gang, tog det en del rødvin inden
vi kunne spise. Det blev en sædvanligvis god aften og alle var trætte.
Da Hyttebyen imidlertid ligger på en bakketop er der bare
rigtigt koldt om natten og med frost næste morgen blev der klapret tænder,
indtil der blev hældt lidt Gammel Dansk på campisterne.
Så efter en god men kold nat var det tid til noget
morgenmad, et par borde blev rykket sammen, kaffen lavet, æggene kogt og den
Gamle Danske var naturligt afkølet.
Efter hyggesnak og sammenpakning gik turen så retur til
Næstved. Dog satte vi Thomas af på stationen da han skulle på en videre færd
i Sverige. Endnu en dejlig udflugt med klubben var gennemført.