Udflugt til Sverige

Det kan godt gøre ondt at være arbejdsramt. Især når man gerne vil med på den årlige oplevelsestur, som klubben arrangerer. Thomas og jeg var af denne årsag da også forhindret i at køre af sted torsdag, og nødt til at vente til fredag eftermiddag med at komme til Sverige.

Jeg tog regionaltoget til København H, hvor jeg mødte Thomas , for herfra at tage KUSTPILEN til Kristianstad. Den kørte til tids til perron, og vi fandt 2 siddepladser ved vinduet, for at nyde udsigten på den næsten nye Øresundsbro og det skånske sensommerlandskab.

Der blev i toget hurtigt trængt af skåninge, der skulle ”hjem” efter indkøbsturen i København. Rettidig afgang, og hurtigt forbi opstillingssporene – gennem sydhavnstunnelen – over Amager til første stop Kastrup Airport. Her stod yderligere en del svenske passagerer på, som skulle hjem efter flyrejser fra fjerne egne. Vi hørte en højlydt berette, at hun kom med fly fra Stockholm, en fjern uvedkommende provinsby, langt fra det venlige Skåne! Toget var nu fyldt til sidste plads, og min rollator, som stod på sædet vis á vis måtte ned på gulvet. Nå, det var vel bare til Malmø, tænkte jeg, så kunne den komme op på plads igen. Men jeg blev klogere!

Over broen – gennem Malmøs forstæder til Malmø C. Her stod de fleste af, men på perronen ventede flere end dobbelt så mange, så resultatet var et overfyldt tog, hvor alle gangarealer var fyldt til bristepunktet. Hvilken succes for Skånetrafikken! Igen rettidig afgang, og med et kort stop i Lund, Skånes domkirke- og universitetsby. Alt imens sad Thomas og jeg og snakkede tog, nød udsigten og pimpede læskedrikke. Desværre var vi lidt forsinket ved ankomst til Kristianstad, på grund af alle de ind- og udstigninger, som skal tage den tid, det tager! Men da vi rullede ind på Kristianstad Station fik vi straks øje på Bjarne, og så var det ellers ud af toget, og i rask trav gennem byen til Kristianstad eneste kinesiske spisested, hvor de øvrige fra klubben sad sultne og ventede. Vi bestilte menuen, og fik herefter et kort resumé af turforløbet til da. "Vi ankom i går aftes til hytten i Rævemåla, og gik til køjs med det samme. Alle var trætte, fjernsynet og videoen virkede ikke og den lystige debat udeblev. I dag har vi været på besøg på Jernbanemuseet. Det var heller ikke noget særligt. 8 damplokomotiver, et par Carlsson skinnebusser, nogle gamle vogne og diverse udtjent jernbanemateriel, som blev fremvist af en svensker der kun kunne tale svensk, så man måtte skærpe lytteorganerne". Ja man må godt være lidt misundelig.

Kort om Kristianstad og jernbanen:

I 1865 fik Kristianstad en forbindelse til søndre stambane og byen blev snart et knudepunkt i et jernbanenet med syv linier, der udgik fra den. Jernbanerne fik stor betydning for landbrugets industrielle udvikling med savværk, stenbrud, mejerier, teglværk og cementfremstilling.

På den gamle Södra Station i den sydlige del af byen findes jernbanemuseet. Her findes en mængde lokomotiver og vogne sammen med skilte og andet jernbanemateriel. Alt drives og vedligeholdes af foreningen ÖSJ. På udstillingen ”Kristianstad som järnvägsknut” vises Kristianstads jernbanehistorie og om den store betydning jernbanen havde i den sidste halvdel af 1800-tallet medførte enorme forandringer og var begyndelsen til det moderne samfund. Der opstod nu helt nye muligheder for at rejse og fragte gods gennem landet, og Sverige et mere fremkommeligt land, end det tidligere havde været.

Heldigvis her vi fået ryddet kraftigt ud i den medbragte ølbeholdning, så på den måde har vi da haft noget ud af dagen”

Middagen, en lækker og billig 3-retters menu (kan anbefales) på restaurant Peking blev hurtigt kastet ned, da vi havde en aftale med den lokale klub i Kristianstad, og tiden var løbet fra os. Fat i en taxa og af sted til klubben. Her blev vi modtaget af klubmesteren og 3 assistenter, der skulle forevise os deres lokaler og klubanlægget.

Klubben her til huse i en tidligere jernbanefunktionærbolig i 2 etager, hvor modelbanen er på første sal. Som altid, når man i Sverige, blev der budt på kaffe og blødt brød, som på trods af den lige over ståede middag, godt kunne nydes. Herefter myldrede vi op for at se banen.

Banen skal illustrere en skånsk/smålandsk bane omkring 1960’erne.

Som afslutning på aftenen fik klubben et ”tak-for-besøget-diplom” og en flaske GD, som faldt i ”god jord” hos de fremmødte klubmedlemmer (kraftig latter, og bemærkninger om at så har aftenen ikke været forgæves!). Men vi skulle ud i de natsorte skove. I øvrigt har klubben 800 medlemmer!

Der lå en køretur på næsten 80 km til hytten, og i den sene nat fik passagererne tømt adskillige øldåser, mens chaufførerne kun tænkte på et: hjem og parkere bilen og få en godnat-øl. Vel hjemme i hytten blev det til adskillige godnat-øller og megen togsnak, da der nu var en helt anden og mere løssluppen stemning. Og mens elgene parrede sig i de mørke smålandske skove, luskede vi til køjs en efter en. Og det forlyder, at lokale kunne knap skelne mellem danskersnorken og elgenes brunstbrøl.

Næste dag skinnede solen fra en skyfri himmel, så det var bare med at komme til Kalmar. Åh ja, Kalmarunionen og Dronning Margrethe I. Christian IV og stormen på Klamar slot. Det har vi til gode til et senere besøg. Men imponerende så det ud, slottet derude på strandholmene, omgivet af grønne græsplæner og blomsteridyl. Vores besøg var Kalmar Modell .. ..

Der er en modeljernbaneforretning i Kalmar, så den havde vi tid til at besøge inden klubbesøget. Men den legetøjsforretning lignede alle andre, så det var hurtigt overstået. Derimod var torvet og ikke mindst kirken et besøg værd. I kirken var der flere ting, der mindede om danskertiden, især mange tekster fra senmiddelalderen. Herefter blev storgruppen opløst, og da jeg helst ville se jernbane frem for kun at nyde det gode solskinsvejr, stilede Olav og jeg til stationen for at se på tog. Her så vi X-2000, el-lokomotivtrukken passagertog og regionaltog, så det var tilfredsstillende på en stille lørdag formiddag.

Kort om Kalmar Modelljärnvägsklubb:

Kalmar Modelljärnvägsklubb blev grundlagt i 1978 og har i dag, ca. 20 år efter, femogtyve medlemmer. Anlægget befandt sig dengang i den gamle Gasvætksvilla på Södre vägen i Kalmar. Men i 1982 flyttede klubben til dens nuværende adresse, på Södra Långgatan 36. anlægget er bygget i skala H0, jævnstrøm, men der er snart en lille vekselstrømstrækning klar. Landskabet skal efterligne et svensk ’50-tal, hvor man stadig kan finde et antal kende Kalmarhuse, som f.eks. Cigarforretningen, ”11’eren”, Tripp, trapp, trull, Saga Biografen og det ganle rådhus. Man mødes to gange om ugen, hvor man bygger og justerer på anlægget, et sådan anlæg bliver som bekendt aldrig færdigt. Men klubben har så mange fine detaljer, at det ikke lader sig beskrive her. Blandt de mange detaljer har man specialiseret sig i træer og lamper. Et medlem, Lars Malkar, har skrevet og fortalt om træer. Hvor, hvordan og hvorledes man fremstiller et træ-produkt, som man kan være stolt af.

Snart mødtes vil alle igen, fandt klubben og hilste ”goddag”. Og i de næste mange timer gik vi rundt og indsnusede detaljerne på anlægget, og gang på gang måtte vi konstatere at ”de er sgu’ dygtige svenskere”. De har sans for de store linier, og de har sans for detaljerne. Det blev også til megen snak om digital, elektronik, smarte opbygninger (f.eks. kunne man fjerne en sø, så man kunne arbejde midt inde på anlægget!), udvidelser, lamper, træer og hvad jeg ellers kunne sniglytte mig til. Og ude i samlingslokalet snurrede kaffen på kaffemaskinen. Klubben har en husalf, der sørger for at medlemmerne og især for gæsterne. Egentlig burde en sådan være en del af alle klubber, og når jeg en dag træder tilbage fra redaktørjobbet, vil jeg gerne være den, der ”alfer” om medlemmerne i vores klub. Derfor. Snart var kaffen og det bløde brød klar, og vi kunne slappe af og snakke ”fagligt” med de lokale over kaffen og kagerne,

Som afslutning på dagen fik klubben et ”tak-for-besøget-diplom” og en flaske GD, som faldt i ”god jord” hos de fremmødte klubmedlemmer (kraftig latter, og bemærkninger om, at så var dagen ikke været forgæves!). Men vi skulle hjem til Rævemåla, og efter d foreskrevne ”pligt-farveller” gik vi til de parkerede biler. Der var nu hos de fleste indsneget sig en tør plet på svælget, som skulle skylles bort. Hurtigt og bestemt. Derfor blev der i det pragtfulde solskinsvejr og med den solbeskinnede udsigt over havnen og Ølandsbroen skyllet pletter bort med de fra Danmark medbragte ”sorte” øller.

Hjemkomsten til hytten skulle festmåltidet tilberedes. Traditionen tro: korøv med gemyse. Alle var i sving med tilberedelsen, og snart stod afslutningsmåltidet på bordet – det største bord stod på første sal! I korte træk: det manglede intet, og alle blev mætte – de fleste berusede – de færreste forpustede. Kaffen blev serveret i de nederste lokaler, og herefter fortsatte snakken, diskussionen og talerne indtil man af træthed ikke kunne mere.

Næste formiddag gik med oprydning og rengøring. 12 mand om arbejdet! Det gik som smurt, man kendte sin arbejdsopgave. Hurtigt og effektivt, som kun et godt ”team” kan fungere. Der var derfor også tid til en tår ”farvel-øl” inden afrejsen i solskinnet under æbletræerne.

Hytten eller hytterne, ligger inde i de smålandske skove. Langt væk fra storbyens larm og støj. Med alle de faciliteter, som man kan ønske. Og alligevel tæt (50 – 80 km) fra de store indkøbscentre. Hvor mange sovepladser, der er i hytterne vides ikke bestemt, men vi kunne godt have været dobbelt så mange. (Sørens seng var så stor, at der sagtens kunne ligge 4 ved siden af ham!). Et ideelt opholdssted for fremtidige udflugter.

Bilerne blev pakket, og af sted mod Malmø. Turen er bagefter ubeskrivelig. Naturen viste sig i al sin overvældende farvepragt, og viste stort set alle farvenuancer fra violet til pastelgrønt. En uforglemmelig oplevelse, der viser naturens mangfoldighed.

Kort om MMJK: Malmø Model Jernbane Klub:

Klubben der blev stiftet i 1980 og har til huse i et gammelt beskyttelsesrum i Malmø forstaden Linhamn. Her har de bygget et dejligt H0 anlæg som stort set er færdigbygget, her køres der både normal sporvidde og smalspor i 3 forskellige størrelse, meterspor på en lille lokalbane, 75cm spor på tømmerbanen og 66 cm spor ned i stenbruddet

Klubben har på nuværende tidspunkt 12 aktive og 3 passive medlemmer, men pladsen gør at der ikke rigtig er plads til flere, så der satses i stedet på sociale gennem at arrangere træf klubber indbyrdes,

Vi købte desuden en Videofilm om MMJK, som kan lånes i biblioteket.  

Som afslutning på besøget fik klubben et ”tak-for-besøget-diplom” og en flaske GD, som faldt i ”god jord” hos de fremmødte klubmedlemmer (kraftig latter, og en bemærkninger om, at så har formiddagen ikke været forgæves!). Man skulle nu forberede den kommende jubilæumsweek-end – klubbens 20 års jubilæum.

Og vi satte kursen hjemad – over broen og så til højre! Mætte af indtryk fra de 3 klubber.

I alle detaljer en velgennemført tur, og Bjarne skal have stor ros for planlægningen og turens gennemførelse. Regnskabet gik op, idet der var et overskud pr. deltager på 0,09kr. (9 øre)! Overskuddet tilflød klubkassen.